Bhaji

image_printPrint

Ovnbagte

Forberedelsestid: 15 min.  Stege/bage tid: ca. 1 time
ca. 12 – 16 stk. De kan fryses.

Disse løg-banditter smager helt vidunderligt, og kan bruges som tilbehør, evt. i stedet for kartofler eller andet.
Oprindeligt skal løg bhaji frituresteges, men disse bages i ovnen.
Det helt særlige ved dem er, at de smager godt når de er kølet ned til stuetemperatur.
Jeg har f.eks. serveret dem som tapas smurt med lidt avocadocreme, og med tynde skiver af confitteret andebryst eller røget mørbrad, og soya karameliserede mandariner.
De kan serveres som en del af et vegetarisk måltid, eller vegansk, hvis man erstatter æg med hørfrø æg eller benytter en hel dåse kikærter med halvdelen af vandet i dåsen i stedet for kikærtemel.
Opskriften har jeg tilpasset og modereret fra en engelsk opskrift.

Ingredienser:

500 g. løg rensede og skåret i tynde skiver (jeg bruger en blanding af rødløg og zittauerløg)

1 tsk. groft salt

3 – 4 spsk. olie neutral

(I den oprindelige opskrift bruges knust kommen 2 tsk. men det bryder vi os ikke om)

½ tsk. stødt Koriander

½ tsk. Hvidløgspulver

½ tsk. Gurkemeje

en knivspids Chili pulver

1 tsk. rødbedepulver (Jeg er sikker på at man kan rive en rødbede og komme i, men det er ikke afprøvet)

Stødt peber

2 æg

5 spsk. kikærtemel ( tilsæt først 3 og brug de sidste til at samle ’dejen’ med)

2 tsk. Gærpulver

180 g. skrællet, renset og revet sweet potato

spray olie

Kom olie i en stor stegepande, og blødgør løgene sammen med salt ved medium til lav varme. De må ikke brænde på, det tager ca. 20 min.
Tilsæt dernæst krydderierne og steg dem med i 1 min. Fjern panden fra varmen, og lad det køle lidt ned.
Varm ovnen op til 200 grader.
I en skål piskes æg og 3 spsk. kikærtemel samt gærpulver. Hvis du ikke har prøvet gærpulver før, kan det stærkt anbefales. Det giver en vidunderlig smag.
(Hvis du bruger en dåse kikærter, skal de en tur i foodprocessoren, sammen med væsken, til de er helt moset ud.)
Tilsæt krydderi/løg blandingen, de revne sweet potatoes og mix godt. Tilsæt lidt mere kikærtemel, en spsk. ad gangen, til det hænger sammen.
På en bageplade med bagepapir sættes dejen i klatter med en spiseske, klap dem lidt flade, og spray med olie.
Bag disse Bhaji i 30 min. i ovnen til de er gyldenrøde. Stik dem evt. lidt varmluft de sidste 5 min. De må godt have lidt sorte løgtoppe, men ikke for meget.

Dette indlæg blev udgivet i Tilbehør til varme retter, Vegan og vegetar retter. Bogmærk permalinket.