Spinatlasagne vegansk

image_printPrint

Denne opskrift er min yndlings-vegetar-ret. Den er cremet og yderst velsmagende. Man kan lave en hurtig udgave, hvis man vælger færdig Mornaysauce, men prøv at lave den ægte veganske udgave – den smager bare bedre. Blegselleri og forårsløg pifter absolut det endelige resultat op, men det kan sagtens udelades. Vi er kun to personer, så jeg plejer at dele portionen i to fade, og fryse det ene fad ned, før det sættes i ovnen. Det er lækkert at have en man bare kan hive ud af fryseren.

Olie
Ca. 400 g. frisk babyspinat blade (du kan også bruge frost udgaven)
3 stilke blegselleri skåret fint (kan udelades)
1 bundt forårsløg hakket groft (kan udelades)
1 løg hakket lidt groft
2 fed hvidløg grofthakkede
Olie
400 g. champignon groft hakkede
2 tsk. Salt
2 tsk. Sherry- eller balsamico eddike

Kværn peber.

Opvarm olie i en stor pande, og sautér hvidløg og løg til de er klare. Tilsæt spinat blegselleri og forårsløg, og sautér til det er faldet sammen og væden er væk. I en anden pande sautéres champignon i olie med salt, til de har taget farve og væden er næsten væk. Tilsæt eddike og peber, og sautér til væden er væk. Bland begge dele.

Hvid sauce

6 dl. Plantedrik (eller 2 brikker risquisine á 200 ml, og 2 dl. Vand)
60 g. naturli’ smør eller anden flydende fedtstof
25 g. plante ost f.eks. violife (eller almindelig revet ost, hvis det ikke skal være strengt vegansk)
2 spsk. Gærflager
Muskatnød revet
1 tsk. Løgpulver
1 spsk. Tahin
Lidt citronsaft eller sumak
1 tsk. Salt
Peber
2 – 3 tsk. Maizena (eller majsstivelse) rørt op i vand til jævning.

Put alle ingredienserne i en gryde, undtagen maizena, og kog det op under piskning. Jævn med maizenaen rørt ud i vand i et glas. Saucen må gerne være tyk.

9 – 12 plader lasagne.
Planteost til gratinering (eller alm. Ost)

Saml lasagnen. Jeg plejer at starte med lidt hvid sauce i bunden, så et lag lasagneplader, spinat blanding, igen et lag lasagneplader, hvid sauce og til sidst planteost.

Bag i 25 til 30 min. Ved 200 grader – eller 180 grader varmluft – ovn.

Dette indlæg blev udgivet i Vegan og vegetar retter. Bogmærk permalinket.