Kært barn har mange navne: Husk, gul fiberhusk, loppefrøskaller, psyllium.
Det er alt sammen betegnelse for den samme ingrediens, som vi bruger rigtig meget af i LCHF madlavning.
Vi bruger det fordi det ikke indeholder nogen kulhydrater overhovedet, og fordi det suger både vand og fedtstoffer (mindst 40 gange vægten), og får bagværk og andet til at hænge sammen. Blandet med vand, og nogle gange hørfrø, får man en geléagtig masse, som er en basis dejvæske.
Brug 1 – 1½ spsk. til ca. 5 dl. dejvæske (æg+alt andet ‘vådt’) af den fine type og 1½ – 2 spsk. til den lidt grovere.
Psyllium frøskallerne stammer fra den indiske plante Plantago Ovata. Det kan fås i mange forskellige kvaliteter og under meget forskellige navne.
Det indeholder 85% kostfibre, hvoraf hovedparten er vandopløselige, men de kan – på trods af betegnelsen – ikke opløses i vand.
Psyllium optages ikke i tyndtarmen, og det giver en mæthedsfornemmelse. Det er desuden virkelig godt for fordøjelsen, lægerne ordinerer HUSK mod træg eller for tynd mave.
HUSK, eller grøn HUSK som nogle kalder den, er lidt grov og kan købes i Matas, Apoteket og i de fleste supermarkeder.
Fiberhusk, den gule, er finere malet, og man skal bruge lidt mindre af den. Den fås også rigtig mange steder. Se efter den på hylderne med bageingredienser. Helsam har den.
Finax Psyllium kan købes i Føtex, og er lidt fint malet.
Loppefrøskaller kan købes i Helsam.
Der er MEGET forskel på priserne, så se godt efter. Skal du et smut til Sverige, kan du med fordel handle både Husk og Pofiber dér.
Link til oplysning KLIK
