Veganske ’kød’ quinoaboller

Disse egner sig fortrinligt til boller i karry. De har en fin tekstur, og en rigtig god smag. Quinoa er en såkaldt ‘superfood’ og det er Chia også.

Ca. 22 stk.
Arbejdstid: 15 – 20 min. kogetid 15 min. bagetid 25 min. ’Farsen’ kan laves
dagen før.

5 – 6 spsk. god olie

1 dl. quinoa

1 spsk. chiafrø

1 stort fed hvidløg hakket

1 løg hakket

1 pastinak skrællet og revet

½ tsk. allehånde

½ tsk. koriander

1 tsk. herbes de provence

2 dl. vand

½ tsk. grøntsagsbouillion pulver

½ tsk. groft salt

kværn peber

1½ tsk. gærflager med top

2 spsk. kikærtemel

Skræl pastinakken og riv den groft, rens og hak løg og hvidløg.
Skyl quinoaen i en si og lad den dryppe af, kom chiafrøene ovenpå.
Varm olien i en kasserolle og sautér løg, pastinak og hvidløg sammen med krydderierne ved middel til høj varme indtil løget er blødt. Tilsæt quinoa, chia, grøntsagsbouillionpulver, salt og peber og rør det godt sammen. Tilsæt vandet lidt ad gangen, det skal koge i 15 min. fra du begynder at komme vand i. Skru ned for varmen og hold øje med det de sidste 5 min. Det må ikke brænde på.
Fjern gryden fra varmen og tilsæt gærflager og kikærtemel. Rør det hele godt sammen. Lad det trække – gerne til det er koldt.
Du kan med fordel lave ’farsen’ dagen før. Jeg har ikke prøvet at fryse det, men mon ikke det kan lade sig gøre, bare man tør det langsomt op.

Sæt ovnen på 180 grader varmluft. Form farsen til små teske-størrelse boller, de skal trykkes lidt sammen, og læg dem på bagepapir på en plade. Læg et andet stykke bagepapir ovenpå dem (for at de ikke skal blive for tørre) og bag dem i ovnen i 20 min.

Læg dem i et fad og hæld saucen over.

TIP !
Denne krydderblanding egner sig til boller i karry. Hvis du vil lave dem til en tomatsauce med pasta, skal du krydre dem lidt anderledes, f.eks. med spidskommen, chili, oregano og basilikum.

Jeg plejer at røre karrypulveret ud i lidt vand før jeg tilsætter det til saucen.
Denne på billedet er bagt op med olie, hvedemel, ananassaft og soyadrik.
Du skal regne med mere salt og krydderi når det er lavet på den måde.
Vi kan godt lide boller i karry med en blanding af optøede ærter og ananas til.

Du kan finde en opskrift på vegansk, gluten- og sukkerfri karrysauce her




Fyldte peberfrugter med quinotto

Fyldte peberfrugter med quinotto

2 – 3 personer

Forberedelsestid: 20 min.
Bagetid: 25 min. ved 180 grader varmluft.

Ingredienser:

2 røde eller gule peberfrugter
(Vælg store)

5 – 6 spsk. god olie

1 dl. quinoa

1 stort fed hvidløg hakket

1 løg hakket løg

1 pastinak skrællet
og revet

½ – 1tsk. stødt
kardemomme

2 dl. vand

½ tsk. grøntsagsbouillion pulver

½ tsk. groft salt

kværn peber

1 tsk. gærflager med
top

1 spsk. kikærtemel

Økologisk revet ost (gerne en blanding af cheddar og mozzarella)

Tænd ovnen på 180 graders varmluft.

Vask dine peberfrugter. Skær dem over på langs og fjern
stilk og kerner. Læg dem i et oliesmurt ildfast fad, og dryp dem med lidt mere
olie. Sæt fadet tilside.

Sautér løg, hvidløg, pastinak i olie med kardemomme. Først
ved knaldvarme derefter skru ned på middelvarme – rør rundt så det ikke brænder
på – til løget er blødt.
Tilsæt bouillion og vasket quinoa, rør godt rundt, og lad quinoaen suge smag.
Tilsæt salt og peber. Skru op og tilsæt vand lidt ad gangen – skru igen ned på
middelvarme, og bliv ved med at tilsætte vand. Det skal koge i 15 min. De
sidste 10 min. på helt lavt blus og hold øje at det ikke brænder på til sidst.
Tag gryden fra varmen og lad det stå og suge i et par minutter.
Tilføj gærflagerne og kikærtemel og rør rigtig godt rundt, så det bliver en tyk
grød.

Fordel quinottoen i de halve peberfrugter, top med revet vegansk ost. Sæt fadet
i ovnen.

Bages ved 180 graders varmluft i ca. 25 minutter.

Du kan også lægge de fyldte peberfrugter i et ildfast fad på en bund af rodfrugter i grove stykker, som er forkogt i 10 min. drænet for vand og vendt i salt, peber og olie.




Estragonlinser med æblemos

18 – 20 stk.
Svær

2 – 3 æbler skrællet og skåret i små stykker koges til mos med½ dl vand
og 1 spsk. kokossukker pr. æble. Køles ned.

155 g. havremel (+ ekstra 50 – 100 g. til udrulning)

1½ spsk. Husk

80 g. almindeligt mandelmel

30 g. affedtet mandelmel

½ tsk. bagepulver

2 tsk. Estragon

175 g. smør

2 æggeblommer

30 g. Sukrin Melis

30 g. Fibersirup lys

Selve dejen er for så vidt ikke svær, det er udrulningen der
godt kan være tricky.

Bland al melet med bagepulveret og estragon godt sammen. Hak smørret ned i, og
ælt det godt ind i melet med hænderne.
Sukrin, fibersirup og æggeblommer røres godt sammen og tilsættes dejen der
æltes grundigt.
Sæt dejen på køl i ca. 15 min. så smørret når at blive lidt hårdt.

Sæt ovnen til 180 grader varmluft.

Rul halvdelen af dejen ud imellem to stykker bagepapir til ca. 2 – 3 mm. tykkelse. Drys rundhåndet med havremel både over og under dejen, ellers kan den være ret svær at få af papiret. Jeg vil kraftigt anbefale at man bruger bagepapir.
Stik dejen ud i cirkler og for papirforme med dem. Dejen hæver ikke ret meget, så den størrelse man stikker ud, er den størrelse kager man får. Sæt papiret ned i nogle muffin forme.
Læg en til to rundhåndede tsk. æblemos i midten af hver, og stik mindre dejcirkler ud som låg. Tryk forsigtigt den underste dej sammen med ‘låget’, så mosen bliver lukket inde.
Bag linserne i ovnen i 25 min.

Når linserne er bagt, tages de ud af ovnen. Vent til den værste varme er dampet af, og vend så papirformene med linserne så de kommer til at køle af med bunden i vejret.

Linserne kan fryses.