Tærtebund vegansk og glutenfri

80 g. finthakkede/blendede cashewnødder
160 g. havremel (jeg blender havregryn)
1 ½ spsk. fiber husk
¾ tsk. fint salt
4 spsk. olie
2 dl. koldt vand

Bland
de tørre ingredienser godt. Hæld olien i og bland godt, hæld vandet i og saml
dejen. Pres den ud i en tærteform, det er ikke nødvendigt at smøre formen, og
forbag den i 12 min. ved 185 grader varmluft.




Jumbo cookies med chokolade

De kan laves veganske og gluten- og sukkerfrie

75 g. (Naturli) smør
6 spsk. Tahin
12 tsk. Sukrin Fibersirup
6 tsk. Kokossukker
½ tsk. fint salt
60 g. Havregryn
80 g. Glutenfrit mel
6 tsk. Mandelmel
1 tsk. Bagepulver
en knivspids chili

120 g. Chokolade hakket
120 g. Mandler og Pecan nødder hakkede

Bland de tørre ingredienser undtagen chokoladen og nødderne.
Rør fedtstof, tahin og sødestoffer sammen. Ælt de tørre ingredienser i, og bland det godt. Kom til sidst nødder og chokolade i.

Form dejen til 6 kugler (eller mindre), læg bagepapir på en bageplade. Klap kuglerne helt flade, og læg dem på bagepapiret.

Bag kagerne i 12 – 14 min. ved. 170 grader varmluft. (hvis de er mindre reduceres bagetiden).




Sprøde Sirupskager med smag af Jul

Der bliver 2 store kagedåser fulde. Jeg plejer at blande dejen aftenen før jeg bager dem. Du kan med fordel dele dejen op i 4 og rulle dem, pakke hver rulle ind i husholdningsfilm, og lægge dem i fryseren. Når de skal bruges, lader du bare rullen ligge 15 min. hvorefter du kan skære pæne skiver af den, lægge dem på en plade med bagepapir, og bage dem v. 180 grader i 8 min. Dejen kan holde sig i mindst 1 år i fryseren.

200 g. Sukrin Fibersirup

100 g. Agavesirup

150 g. Kokossukker

200 g. Mandler med
skræl malet til mel

150 g. Havregryn
glutenfri malet til mel eller havremel

100 g. Fedtreduceret mandelmel (kan erstattes af mere havremel)

Krydderi blanding:

½ tsk. Nelliker stødt

½ tsk. Allehånde

1 tsk. Ingefær stødt

1 tsk. Kardemomme
stødt

2 tsk. Kanel

– – – – – – – – – – – – –
2 tsk. Postaske udrørt i lidt vand

2 g. Tørgær (eller 10
g. alm. gær)udrørt i et bæger med 2 æggeblommer

2 tsk. Hjortetaksalt

1 tsk. Bagepulver
blandet med lidt havremel

½ dl. flydende
fedtstof

Lidt ekstra havremel til udrulning dagen efter.

Sådan her gør du:
Dag 1.
Bland meldelen sammen med krydderier og hjortetaksalt.

Smelt sødningsdelen i en gryde og rør meldelen i. Tag gryden fra varmen og bland det godt sammen – det bliver meget sejt og tungt at røre.
Lad det køle lidt, men ikke for meget for så kan du ikke røre i det. Rør potasken, tørgær i æggeblommer og bagepulver i.
Rør det godt sammen og tilsæt til sidst fedtstoffet. Rør det godt sammen igen.
Pak dejen i folie, læg den i en skål, og ind i køleskabet natten over, eller …… den kan godt ligge nogle dage.

Bagedag:
Tænd ovnen på 180 grader.
Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet, og drys det med havremel.
Tag dejen ud af køleskabet – du må ikke bliver forskrækket, den er hård og mega klistret.
Del den i 2 eller 4.
Ælt dejen i ekstra havremel, og rul den til en pølse ca. 3 cm tyk, den bliver smidig når du arbejder med den. Drys den med havremel så længe den klistrer for meget. Læg den igen på køl i ½ time.

Skær dejen i skiver, ca. 0,5 cm. Kagerne flyder helt vildt meget ud, så læg dem på bagepladen med bagepapir med god afstand imellem dem.
Der plejer at blive 5 – 6 bageplader.
Bag hver plade i ovnen i ca. 8 min. Pas på de ikke bliver for sorte. Lad kagerne blive på pladen til de er kølet næsten helt af.

De opbevares i tætsluttende dåser.




Glutenfri melblanding

Du godeste, hvor kan man dog bruge meget tid på at finde den bedste glutenfri melblanding. Her er den der virker for mig. Ja, faktisk kan den med fordel blandes sammen med hvedemel, hvis man bager traditionelt, resultatet bliver mere sprødhed.

2 dl. rismel

2 dl. Sorghum mel (eller havremel, men dejen bliver mere våd)

1 dl. Kartoffelmel

2 tsk. Xantangum

2 spsk. Husk (loppefrøskaller)

2 tsk. Bagepulver




Genoise bunde

Denne kagebund kan bruges i et utal af forskellige udgaver. Her er basis-opskriften.

50 g. smør

4 æg

125 g. sødning

125 g. nøddemel
(pecan og cashew)

Smelt smørret ( eller brug flydende)

Pisk æg med sødning over vandbad til det stivner let.

Fold mel og smør i.
Bag ved 180 C i ca. 15 – 20 min.

Afkøl helt og stik bunde ud, eller lav én stor kage




Peanut/kikærtekiks

Supersprøde og lækre. Arbejdstid 10 min. bagetid 20 min.

1½ dl. ristede blancherede peanuts (du kan også bruge de saltede, men så skal du udelade saltet i opskriften)
2 spsk. Hørfrø pulver/mel
2 spsk. Kikærtemel med lidt top
1 strøgen spsk. Psyllium pulver
½ tsk. Xanthan gum
1 tsk. Kartoffelmel
1 tsk. fint salt

1 tsk. rosmarin
75 g. Smør (evt. vegansk smør)
1 dl. kogende vand
1 Æg sammenpisket til pensling.

Rist peanutsne (hvis de ikke er det i forvejen) ganske let på en tør pande. Hæl dem derefter i en blender, og blend dem sammen med alle de tørre ingredienser.
Kom smørret i en skål og hæld det kogende vand over. Rør rundt til smørret er smeltet. Tilsæt de tørre ingredienser, og rør det godt sammen. Lad det stå i 10 – 15 min. mens ovnen varmer op til 175 – 180 grader varmluft.
Rul den bløde dej ud mellem to stykker bagepapir, ca. 5 mm. tykkelse.
Skær med et rullehjul dejen i firkanter ovenpå det øverste bagepapir.
Hiv hele herligheden over på en bageplade, og træk forsigtigt det øverste lag bagepapir af.
Pensl kiksene med æg, prik dem med en gaffel (vigtigt!) og bag dem i ovnen i 20 min. til de er gyldne og sprøde.
Bag dem hellere for meget end for lidt. Hvis de får for lidt bliver de bløde.

Kan opbevares mindst en uge i en lufttæt beholder.




Havrekiks bagt med estragon

Vegan, Gluten- og sukkerfrie ca. 30 stk.

225 g. Havregryn malet til mel

½ tsk. Bagepulver

1 tsk. Salt

1 tsk. Estragon

75 g. Smør (vegansk smør)

1 dl. Kogende vand

Smuldr smørret sammen med de tørre ingredienser. Hæld
kogende vand i, og rør/ ælt det godt sammen.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Rul dejen ud af 2
omgange, meget tyndt, og udstik kiks i din foretrukne form, eller skær dejen i
firkanter med et rullehjul.

Bag dem i ovnen i 25 – 30 min. Lad køle af.
De kan gemmes i en lufttæt beholder i mindst en uge. Du kan også putte bøtten i
fryseren, og tage det antal op du skal bruge.

Tips:
Del dejen i tre kugler, og put de to i fryseren. Så kan du tage dej op efter behov (den tør op i løbet af et par timer) og bage friske kiks.




Jødisk Pesach Appelsin Kage

En lækker saftig appelsin-mandel kage med masser af smag.
Sukker- og glutenfri.
10 pers. Arbejdstid: 2 timer. Bagetid: 35 – 40 min.
Springform 23 – 25 cm.

2 Appelsiner økologiske
og usprøjtede

100 g. mandelmel (den
man køber)

150 g. Mandler finthakkede
hele

1 spsk. Husk

1 spsk. Mandelmel affedtet

1 tsk. Bagepulver

6 æg

75 g. Sukrin Gold

125 g. Kokossukker

Kog de hele appelsiner i vand der dækker i ca. 1½ time. Lad dem køle lidt af. Skær dem derefter i kvarte og fjern evt. kerner. Kom dem hele, med skal, i en blender eller foodprocessor og kør dem til mos.

Smør springformen, det er en god ide at sætte bagepapir i klemme i bunden. Sæt ovnen på 180 grader.

Hak mandlerne i en blender og bland dem med resten af de tørre ingredienser.

Pisk æggene med sukrin og kokossukker til det er en skummende masse, det kan godt tage lidt tid.
Pisk appelsinmosen med æggeblandingen til det er mikset godt.
Vend de tørre ingredienser i, og bland forsigtigt til du er sikker på der ikke er nogen klumper i.
Hæld dejen i springformen og bag kagen i ca. 40 minutter til den er mørk på oversiden og der ikke hænger noget dej ved en tandstikker.

Servér den gerne med lime-syrnet flødeskum eller is.




Hvid Chokolade mazarinkage sukker- og glutenfri med tørrede hindbær.

En ren lækkerbisken, som kan bruges til ’fine’ anledninger. Den er simpel og let at lave, men smager af WOUW ! Portionen giver ca. 8 – 10 stykker.
Jeg kom desværre for sent med kameraet – kagen var spist.

Grund ide: www.lonelandmand.wordpress.com

125 g. hvid chokolade
sukkerfri eller lav den selv af:

60 g. Cacaosmør

20 g. Kokosolie

40 g. Sukrin Melis

½ tsk. vaniljepulver eller korn af ½ stang vanilje gnedet i lidt Sukrin
. . . . . . . .

125 g. Smør

2 æg delt i blommer
og hvider

50 g. Sukrin Gold

1 ¼ dl. Mandelmel eller
fint hakkede mandler

½ spsk. Maizena

Sæt ovnen på 160 grader, find en springform ca. 20 cm eller
et lille firkantet ildfast fad

Smelt chokolade og smør (eller ingredienserne til hvid
chokolade og smør) ved lav varme i en lille kasserolle – sæt på køl.

Pisk hviderne stive

Pisk blommer og sukrin.

Pisk chokolade/smør blandingen så den er blandet godt, og
pisk den i æggeblandingen. Bland mandelmel, maizena og evt. et par spsk.
tørrede hindbær. Tilsæt det til æggeblandingen, og fold de stiftpiskede hvider
i.

Hæld dejen i formen og bag kagen i ca. 30 – 35 min. til den
har en temperatur i midten på 75 grader, eller til der ikke hænger noget dej ved
en tandstik.
Tag kagen ud – og lad den falde sammen, den skal være lidt klæg.

Servér i firkantede stykker med en limesyrnet flødeskum til:

2½ dl. Piskefløde

1 Lime saften heraf, evt. også lidt revet skal

1 spsk. Fibersirup eller agavesirup.

Kom det i en skål, rør let sammen, og lad det stå et par
minutter. Pisk herefter til skum.




Super skønne kiksekager

Disse lækre, lækre portions kiksekager er selvfølgelig gluten- og sukkerfrie.
Portionen giver 12 – 16 stk. i en silikoneform eller andre lignende forme.
Banankiks finder du opskriften på her du skal bare bruge udelukkende bananmel, også kaldet Plantain mel.

Chokoladeganache:

2 dl. piskefløde

30 g. smør

50 g. chokolade 80 % revet
eller brækket i små stykker.

2 spsk. cacaopulver
god øko

2 -3 spsk. fibersirup

Varm fløden og smørret til smørret er smeltet. Fjern gryden fra varmen. Tilsæt chokoladen og rør til den er smeltet, rør cacaopulver og fibersirup i til det er opløst og du har en blank masse. Hæld den i en kold skål, og stil den til afkøling – gerne på bordet.

Chokoladecreme:

200 g. smør

2 spsk. kokosolie

200 g. chokolade
mindst 70%

Smelt smør og kokosolie. Fjern gryden fra varmen. Rør den findelte chokolade i til du har en blank masse. Stil det til afkøling.
Øs ca. 1 spsk. af massen i formen/formene og lad det køle ned.

4 æg

1 dl. Sukrin Melis

3 spsk. Fibersirup
eller agavesirup

2 – 3 spsk.
cacaopulver god øko

Pisk æg og sødning til det skummer og er hvidligt.
Tilsæt cacao og rør/pisk det sammen.
Tilsæt chokolade/smør blandingen og pisk det godt sammen.

Banankiks udstukket i passende størrelse til formen/formene 3 stk. til hver form.

Læg en kiks i formen/formene ovenpå chokolade/smørret. Put 2 tsk. æggechokoladecreme i, dernæst endnu en kiks, endnu 2 tsk. æggechokoladecreme , endnu en kiks og slut med chokoladeganachen. Sæt dem i køleskabet, gerne til næste dag. De egner sig ikke til frysning, som sådan, for chokoladen bliver hvid af det, men de kan holde sig en uge i køleskabet – hvis du er så heldig at der ikke er nogen der opdager de er der.

Drys med hakkede saltede
nødder
og smuldrede frysetørrede
hindbær.