Pommes Duchess Royale

Jeg elsker at ‘opfinde’ nye ting. Især nogle der kan puttes i fryseren. Disse er egentlig udsprunget af hensyn til min mor, der er småt spisende. De kan spises som vegetarret med en god sauce, eller anvendes som lækkert tilbehør til kød og fisk når det skal være lidt festligt. De er fulde af smag og strutter af gode ting.
Ca. 34 stk. Arbejdstid ca. 10 min. Kogetid ca. 10 min. (hvis man bruger kartoffelmospulver). Ovn varmluft 180 grader i 30 til 40 min.

Kartoffelmos lavet af et pulver med 6 dl. kogende vand. Eller 1 kg kartofler kogt og moset.

3 stilke Blegselleri i små skiver

2 store Gulerødder i små tern

½ løg hakket

1 dl. cashewnødder

3 fed Hvidløg syltede i chiliolie

Persille en håndfuld frisk

2 tsk. Gærflager

½ – 1 tsk. Gurkemeje

½ tsk. Garam Masala (eller spidskommen)

1½ – 2 tsk. salt

Peber

4 spsk. flydende Smør

4 æggeblommer

2 tsk. Maizena

Blegselleri, gulerødder, cashewnødder og løg koges i 10 min.
hvorefter vandet hældes fra. Lad det dryppe af, og blend det derefter sammen
med persille og hvidløg.
Rør det godt sammen med kartoffelmosen, og tilsæt de andre ingredienser i den
nævnte rækkefølge. Slut med smør, æg og maizena. Vær sikker på at det ikke er
for varmt når du tilsætter æggeblommerne, ellers stivner de.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft

Kom mosen i en sprøjtepose med en stor tylle og sprøjt rosetter på en bageplade med bagepapir. Der bliver mindst to plader. De kan godt være i ovnen samtidigt, men så er det en god ide at bytte rundt på dem halvvejs i bagetiden.

Bag dem i 30 til 40 min til de er gyldne i kanterne og kan slippe bagepapiret.

Tag dem ud af ovnen. Lad dem køle lidt af før du overfører dem til en rist eller et fad, hvis du skal servere dem med det samme.
De kan laves i forvejen og varmes op, eller fryses når de er kølet af.