Vegansk Risalamande

6 portioner á 225 ml.
Når det er Jul skal der selvfølgelig også være Risalamande, det hører sig til. Hvis man ikke ønsker at indtage animalske produkter, kan det godt være en udfordring, men her er en variation. Denne opskrift er IKKE LCHF, da ris indeholder store mængder kulhydrater, men, men ,men man dør ikke af at indtage lidt kulhydrat én gang. Der er også rørsukker i Mandelmælk, men det ligger under den tilladte grænse på 5 g.

½ ltr. Mandeldrik (Naturli)
90 g. Grødris
½ Vaniljestang
1 lille stang Kanel
1 spsk. Sukrin (eller mere hvis det skal være mere sødt)
½ tsk. groft salt
50 g. smuttede og hakkede mandler
1 ds. kokosmælk (ikke light – meget vigtigt !)

Start gerne dagen før med at sætte dåsen med kokosmælk i køleskabet. Dér skal den stå til lige før du skal piske den.
Du kan også med fordel koge risengrøden dagen før.
Lav risengrøden:
Skrab kornene fra vaniljestangen ud og gnid dem rundt i sukrinen.
Kog risen op i mandeldrikken tilsat vaniljestang, og korn, sukrin og kanelstang. Skru ned på det allerlaveste blus og rør i det ofte til al væden er opsuget af risene. Det tager ca. 45 min.
Hak imens mandlerne fint.
Fjern gryden fra varmen og rør grøden sej med lidt salt. Tilsæt de hakkede mandler, rør godt rundt, og lad grøden køle helt ned – som i HELT ned. Stil det gerne i køleskab til næste dag.
Dag 2:
Tag dåsen med kokosmælk fra køl, og kom indholdet i en røreskål. Pisk det til en luftig skum. Det kan blive næsten lige så tykt som flødeskum.
Tag grøden fra køl, og rør et par spsk. kokosskum ned i den. Du må godt røre godt til.
Kom derefter resten af kokosskummet i grøden, og bland det forsigtigt, så du ikke rører luften ud af skummet.
Sæt risalamanden på køl indtil den skal spises.
Kokosfedt smelter ved stuetemperatur, så det med afkølingen er vigtig 😉

Du kan variere mængden af grød i forhold til mængden af kokosskum alt efter smag.




Himmelsk Vegansk Vinsauce

4 portioner. Tid ca. ½ time (uden tilberedelse af fond)
Denne opskrift er brygget videre på fra en jeg fandt på en engelsk hjemmeside. Vinsaucen passer særligt godt til nøddebrød, eller hvis man skal forkæle sine gæster. Den er helt uden laktose, gluten og sukker.

300 ml Grøntsagsfond.
Start med at tilberede denne, hvis du ikke hælder til boullionterninger. Man kan stort set bruge alle grøntsager, men fonden kommer selvfølgelig til at smage af de ingredienser man bruger. Jeg gjorde dette:
2 spsk vegetabilsk olie (rapsolie eller hvad du har lyst til)
1 gulerod skrællet og skåret i grove stykker
1 skive selleri i grove stykker (tips ! Jeg bruger sjældent en hel selleriknold, så derfor skærer jeg den op i skiver og putter dem i fryseren)
1 pastinak skrællet og skåret i grove stykker
½ rødløg skrællet og skåret i grove stykker
laurbærblad, oregano, en håndfuld persille og peber.
Svits det hele i olien i en gryde og tilsæt minimum ½ ltr. vand, du kan også sagtens komme mere vand i.
Lad fonden simre i mindst 45 min. Si den og sæt den til side til senere.

1 lille rødløg hakket meget fint
2 – 3 spsk. vegetabilsk olie
2 – 3 spsk. kokossukker
1 fed hvidløg fint hakket
1 – 2 tsk. Timian eller en håndfuld friske timiankviste
1 – 2 tsk. Rosmarin tørret, eller en håndfuld frisk alt efter smag
1½ dl. Rødvin ( jeg laver selv vin, så jeg bruger rosé )
1½ spsk. Sherryeddike eller balsamico eddike
1½ spsk. Soya sauce (gerne Tamari)
3 dl. grøntsagsfond
Salt, peber
2 tsk. Maizena udrørt i lidt vand

Kom olien i en kasserolle og sautér løget sammen med krydderurterne, hvidløg og kokossukker i 10 min. til det er karameliseret og virker som en klistret masse. Tilsæt vinen, sherryeddiken og soya saucen og lad det simre i ca. 5 min. til det er kogt ind til halvdelen. Tilsæt herefter grøntsagsfond og lad det koge lidt ind – igen ca 5 – 10 min.
Si saucen igennem en sigte.
Hæld den tilbage i gryden og kog op. Pisk den udrørte maizena i, og lad det koge et til to minutter. Smag til med salt og peber.

Saucen smager himmelsk og er meget koncentreret i smagen. Hvis man ønsker en blidere udgave, kan man tilsætte mere grøntsagsfond og jævne den med 3 i stedet for 2 tsk. maizena. Man kan også helt undlade at jævne den, og istedet koge den endnu mere ind.